Parterapi – på gestaltterapeutisk grundlag

Forfatter:

Hanne Hostrup

Utgitt:

2017

Forlag:

Hans Reitzels Forlag

Sammendrag:

Næsten halvdelen af de mennesker, der gifter sig eller indgår i et fast parforhold, går fra hinanden igen efter nogle år. Kærligheden og sammenholdet har dårlige vilkår i en travl hverdag, hvor begge parter arbejder en stor del af deres vågne timer, og hvor kravet om både seksuelle, økonomiske og arbejdsmæssige præstationer slider på parforholdets sammenhængskraft.

På trods af de store skilsmissetal og beretninger om ødelagte og ødelæggende parforhold, ser det ud til, at de fleste stadig ønsker at leve i varige parforhold. Når forholdet begynder at knage i fugerne, søger mange derfor hjælp hos en professionel parterapeut i håb om at få hjælp til at kunne leve sammen på en god måde. Det betyder, at parterapi er blevet et fagområde i voldsom vækst, og efterspørgslen efter gode parterapeuter er vokset markant. Det er derfor blevet mere og mere aktuelt for psykoterapeuter at efteruddanne sig og udvide deres faglige kompetence, så de både kan arbejde med individuelle klienter og med par.

Parterapi – på gestaltterapeutisk grundlag er en brugs- og undervisningsbog, der henvender sig til terapeuter, der vil lære at arbejde med par, eller som allerede arbejder som parterapeuter. I bogen gennemgår Hanne Hostrup systematisk parterapiens forudsætninger, etik og metode og gør det dermed også klart, hvordan parterapi og individuel terapi adskiller sig fra hinanden. I hvert kapitel følges den teoretiske gennemgang op af mange eksempler, der beskriver, hvordan terapien kan forløbe i praksis.

Hanne Hostrup er uddannet psykolog fra Københavns Universitet 1978. Licentiatgrad 1983. Videreuddannelse som gestaltterapeut i USA. Hun har i over 25 år haft privat praksis, har uddannet og superviseret psykologer i gestaltterapi og er i dag overvejende supervisor, foredragsholder og forfatter. Hanne Hostrup har tidligere udgivet blandt andet Kæreste-billeder (1994), Gestaltterapi (1999), Tæft, trit og retning (2004) og Vil du vide det, du ved? (2015).

(tekst fra forlaget)